Forside
Dar al-Mustafa
Artikler
Sh. Al Habib Ali


Shaykh Al-Habib Alis tale om tegningekrisen, København 11 Marts 2006
.

Følgende er en gengivelse af Shaykh As-Sayyid Al Habib Ali Zain Al-Abidin Al Jifris tale, som han holdt på Phoenix Hotel i København Lørdag den 11.marts 2006. Desværre var det et mindre arrangement som vi dog var privilegerede nok til at deltage i, men på grund af den dybe visdom talen indeholdt har jeg forsøgt at videreformidle dens budskab så andre kan drage nytte af det.
Gengivet Af:

Omar Sayyid Shah
Carim El Husseini
Zakariyah Nurudeen Scharf



Shaykh Al Habib Ali bad først de ældre i forsamlingen om at rykke nærmest og sagde at dette var fra sunnahen, at ældre mennesker og mennesker med viden sad tættest, men at dette var den ydre realitet og at kun Allah swt var vidende om den indre realitet og at en person bagerst i forsamlingen således kunne være den bedste iblandt dem. Han betonede at man skal etablere sunnahen i alle handlinger og handle efter Allah swt og Profetens forskrifter, selv i de mindre anliggender og selvsagt i de større.

Her påpegede at alle de ting vi gør i vores dagligdag, og alt det vi ser, er en manifestation af Allahs attributter. Et af Allahs attributter er Al-Jami’ – Den samlende, og at dette lille møde var et bevis på denne egenskab af Allah. Han tilføjede også at vi er samlet fysisk men også i hjerterum.

Shaykh Al Habib Ali fortsatte med at understrege vigtigheden af, at man indleder alle sine handlinger med ”bismiLlah” – ”i Allahs navn” og således udfører handlingerne for Allah swt’s skyld i og med at tilfredsstillelsen af Allah swt og opnåelsen af Hans velbehag bliver formålet og drivkræften bag det man foretager sig og at man ikke blot handler for handlingernes egen skyld eller af behov som tilfældet er med dyr. Han indikerede at forskellen mellem de der ihukommer Allah og de der ikke gør, er som forskellen mellem mennesker og dyr og selve hensigten bag at vi er skabte; netop er at tilbede Allah swt.

Han fortalte at hvis vi handler som muslimer får vi igen som muslimer og hvis vi handler efter vores nafs får vi igen som på samme måde. Han uddybede at det at handle som muslimer ikke garanterede for at omverdenen ville behandle os bedre (ligesom det heller ikke var tilfældet med Sahaba) men at det istandgjorde os til at modtage alle prøvelser som værende fra Allah swt.

Shaykh Al Habib Ali, undervurderede eller nedgjorde bestemt ikke den dystre situation Danmarks muslimer befinder sig i og han illustrerede de lidelser muslimerne herhjemme udsættes for, og attituden man skulle have ved at bruge eksemplet med Bilal ra og det han følte under den tortur han blev udsat for. Den grusomme tortur var smertefuld, men da han senere blev spurgt hvad han følte under torturen udtalte han at han udover smerten samtidigt havde oplevet imanens sødme. Shaykh Al Habib Ali fortalte at samme sødme ville vi opleve i de prøvelser vi udsættes for hvis vi modtog dem som muslimer, og var bevidste om dette. Gennem dette eksempel understregede Shaykhen at selv om aggresorerne i vores tilfælde, som i Bilals uden tvivl er ikke muslimerne, er det vigtig at vi muslimer som modtagerne af aggressionen stadig reagerer korrekt.

Shaykh Al Habib Ali fortalte også om en episode hvor profeten saaw var blevet såret i ansigtet under et slag mod Qur’aish og blodet løb ned af hans velsignede kinder. En af hans sahaba sagde ”Din dua bliver altid hørt, bed Allah om at tilintetgøre dem og straffe dem hårdt” og profeten saaw som han altid var, i den nobleste tilstand løftede sine arme og sagde ”Må Allah vejlede og retlede min fødebys folk.” Shaykh Al Habib Ali fortalte at der er dyb visdom i denne episode. Vores eksempel, profeten saaw, valgte at bede Allah om at give dem huda snarere end destruktion, hvilket vil sige han planlagde og havde en vision om fremtiden. Nogle år senere blev en stor del af Qur’aishes folk som bekendt muslimer.

Shaykh Al Habib Ali gik videre og sagde at man klart og uden tvivl skulle føle en vrede over tegningerne og hvis tegningerne ikke hvade gjort os vrede, ville det have været en grund til at så alvorlig tvivl om vores Iman, men at denne vrede ikke måtte ændre på vores grundlæggende karakter som muslimer.
Han sagde at tegningerne ikke er en krise i sig selv, da der intet nyt er i sådanne angreb paa profeten saaw, men at den sande krise ville opstå hvis vi gav disse mennesker lov til at ændre på vores karakterer og gøre os hadefulde, så vi satte hadet øverst og gjorde det til vores drivkraft. Han understregede vigtigheden af at vi ikke mister overblikket over hvad der er korrekt og vigtigst. I sidste instans er det vi udsættes for i dette samfund prøvelser fra Allah swt, og sejren vil komme ved at beherske os og ikke overskride Islams rammer, og bestræbe os på at have islamiske manérer og på at handle og reagere med Islamisk karakter.

Shaykh Al Habib Ali fortalte, at sejren ikke vil blive givet til den vredeste, men derimod til den der elsker Allah swt og Profeten saaw mest. I forlængelse af dette, nævnte han en smuk og rørende beretning i forbindelse med slaget ved Khaybar. Muslimerne havde belejret Khaybar i flere dage men kunne ikke indtage den befæstede jødiske by.
Profeten saaw meddelte saa at han ville vælge en ledsager, der skulle påtage sig det ansvar at holde den muslimske hærs banner og føre an, Profeten saaw sagde noget i retning af: “Den som får fanen i morgen er en der elsker Allah og Hans profet og derfor vil Allah og hans profet elske ham.”
Alle ledsagerne håbede inderligt på at de ville blive valgt til denne opgave, velvidende at sejren ville blive skænket den der elsker Allah swt og Hans Budbringer saaw.

Næste morgen, da Profeten saaw kaldte paa den udvalgte ledsager, brugte han, uden at nævne navnet på vedkommende en formulering der indikerede, at den mand der havde lappet hans sandaler natten før, skulle holde banneret. Dette var Hadrat Ali ra.
Shaykh Al Habib Ali påpegede det bemærkelsesværdige i at Allahs Budbringer saaw ikke brugte en anden benævnelse, at han saaw ikke brugte nogle af de benævnelser og titler, der ellers kendetegnede Ali ra som han saaw ellers brugte i andre sammenhænge, såsom ”min fætter”, ”min svigersøn”, Ibn Abi Talib osv., men netop en betegnelse der både betonede ydmyghed, men også den dybe kærlighed der lå i at udføre det ydmyge stykke arbejde.
Så hvor det at holde muslimernes banner og opnå sejren af de fleste af os, hvis ikke alle, anses for ærefuldt, blev denne hæder indirekte tildelt Ali ra gennem hans ydmyge handling som man på overfladen ikke ville betegne som noget hæderfuldt eller specielt. Omar ra sagde at han aldrig havde søgt at opnå ledelsesposter andet end den ene dag, og kun pga. Profetens saaw beskrivelse af den leder.

Shaykh Al Habib Ali fortsatte med at berette om det der udspillede sig før slaget. Idet Ali ra var på vej mod slaget, blev han kaldt af Profeten saaw, men ikke desto mindre vendte Ali ra sig ikke om. Han stoppede blot med at gå, hvad der under normale omstændigheder ville have været manglende respekt overfor Profeten saaw. Dette fremhævede alvoren der lå i det at udkæmpe et slag. Det viser også at ordrer er af højere rang end adab. Da Ali ra stoppede med at gå sagde han saaw : Hvis et af de mennesker i drager imod tager islam til sig er det bedre og mere værdifuldt end alle de røde kameler man kan eje. Røde kameler – var dengang noget af det mest kostbare og tegn på høj status, hvis man var i besiddelse af en.

Shaykh Al Habib Ali påpegede også en vigtig pointe i situationen, at de stod i en krigs situation, med blod og død, og under de omstændigheder brugte profeten saaw ord som ”elske”. Det var utroligt at se ord som da’wa i situationen, for det var en krigs tilstand, og alligevel talte profeten saaw om da’wa. Shaykh Al Habib Ali sagde at vi aldrig skal glemme vores primære opgave, da’wa. Profeten saaw kunne have sagt at i morgen vil jeg vælge den mægtigste af jer der er stærkest. Eller have opfordret Ali ra til at være brutal og nådesløs, men nej, han påminde ham om muslimers opgave, at viderebringe budskabet som en barmhjertighed til hele menneskeheden.
At kæmpe på slagmarken mod islams fjender var dem foreskrevet, men alligevel overskyggede dette ikke den vigtigste pointe, nemlig at dele budskabet med folk.

Shaykh Al Habib Ali sluttede af med at spørge om hvad der var at foretrække? At de 12 tegnere sagde shahada og blev vejledt? Eller at de blev henrettet og straffet for deres ugerninger, og besvarede så spørgsmålet ved at sige at, det at ønske vejledning for folk altid var det højeste ideal, selv hvad angik islams fjender. Han sluttede af med igen at minde os om vores ansvar overfor ikke muslimerne i samfundet, at agere som gode muslimer og derved kalde til Allah swt.


Efter talen var der mulighed for at stille spørgsmål.
Shaykh Al Habib Ali blev blandt andet spurgt om han havde nogen kommentarer til de der angreb Tasawwuf på et falsk grundlag og havde et fordomsfuldt indtryk af denne disciplin inden for de islamiske videnskaber.
Han svarede at ens egen attitude først og fremmest var vigtig og at Tasawwuf var en integreret del af Islam, men at vi alle var muslimer og at folk der var interesserede i Tasawwuf ikke skulle opfatte sig som et parti (hizb) eller en bande og direkte søge konfrontation med anderledes tænkende som det desværre var tilfældet med nogen, der kopierede den adfærd man så hos mange andre grupper.. Han fortsatte med at sige at hvis nogen angreb Tasawwuf på baggrund af grove misforståelser skulle man svare dem ved at sige ”Må Allah swt vejlede både du og jeg til at følge den form for Tasawwuf som f.eks. Imam Al-Ghazali og Imam Al-Junayd praktiserede, men med hensyn til den Tasawwuf du har i tankerne, må Allah swt beskytte os begge mod sådanne afvigelser”.

Shaykh Al Habib Ali blev også spurgt om børneopdragelse her i vesten og om hvorvidt han havde nogen gode råd.
Han svarede at det er vigtigt at vi allerede fra barnets tidligste alder forklarer og manifesterer for det at Islam er noget specielt og et privilegium, så det bliver selvsikkert og stolt over at bekende sig til Islam dog uden at det bliver decideret arrogance. Han gav eksempel på hvordan islamiske værdier kunne manifesteres gennem handlinger ved for eksempel at give barnet ekstra mad med i skole, barnet kunne dele med dem der havde mindre og forklare barnet hvorfor; fordi Allah har anbefalet os at være gavmilde og hjælpe de svage, og dette viste som et eksempel i vores elskede profet saaw. Barnet vil automatisk forbinde islam med de gode handlinger, og vokse op med fornemmelsen af at det er noget godt. Andet eks. Er at hjælpe en blind over vejen. Det vil give barnet følelsen af at islam er noget at være stolt af, og at andre kan se at islam kun har godt i sig.
Han forklarede hvordan dette udover at have en praktisk dimension næsten metaforisk ville give barnet følelsen af at han eller hun havde noget værdifuldt (islam) som de kunne give fra sig. Dette ville også illustrere nogle af de ædle Islamiske værdier og imponere omgivelserne.

Shaykh Al Habib Ali sagde at vi skulle bryde ud af den onde cirkel med hensyn til at se Islam som noget der skulle forsvares og nærmest skjules, noget som vi var ved at miste, og i stedet opdrage børn til netop at føle at de var i besiddelse af noget stærkt og værdifuldt. Han udtrykte at det er skadeligt for børn, at de mere eller mindre opdrages til at skjule deres Islam, hvilket kunne forårsage skamfølelser over at udtrykke deres tilknytning til Islam og føre til manglende selvsikkerhed

Shaykh Al Habib Ali sluttede af med dua for muslimerne.
 
 

Copyright ©2005 - elhusseini.dk